Spring til indhold
Nyhed

Renovering af Overgade er i gang

04-06-2020

Mandag den 25. maj gik vores entreprenør i gang med renoveringen af den vestlige ende af Overgade.

Renoveringen omfatter strækningen fra byggepladsen og til Nedergade.
Denne strækning vil fremover være gågade.

Det betyder, at parkeringspladserne foran Dyrups og Hong Kong House nedlægges.
Man vil fortsat kunne køre i bil fra Nedergade og ud af Overgade til Hans Mules Gade.

Vi lægger ny belægning af granit i den kommende gågade og vi udskifter gadebelysningen og sætter nye bænke op. Fortovene i begge sider af Overgade bliver ikke berørt. Vi bevarer også gadens træer, bortset fra to, som skiftes ud med to nye.

Den nye belægning er den samme, som skal lægges imellem de nye karré-byggerier. På den måde vil Overgade blive bundet tættere sammen med Vestergade, når området står færdigt.

I forbindelse med dette arbejde har vi fjernet den første del af den midlertidige asfalt, som i sin tid blev lagt på hele Overgade for at mindske støj og rystelser fra lastbiler, der kørte væk fra byggepladsen.
De gamle chaussésten har haft det rigtigt fint under fiberdug og asfalt og vi glæder os til at kunne fjerne resten af asfalten, så Overgade kan få sin originale, charmerende vejbelægning tilbage.

Vi arbejder fortsat efter at kunne åbne for direkte passage mellem Overgade og Vestergade i slutningen af 2020.