Spring til indhold
Luk

Bygninger og byrum

Byrum med plads til mangfoldighed
Når omdannelsen er færdig, vil de nye små og store pladser, smøger og kroge, som opstår imellem de nye bygninger, smelte naturligt sammen med den eksisterende by.

De tværgående forbindelser, som før blev afbrudt af Thomas B. Thriges Gade, vil igen binde bymidten sammen på tværs. Hans Jensens Stræde bliver igen en samlet gade og Overgade forlænges til Vestergade, så gågaden får en naturlig forlængelse til H. C. Andersen Kvarteret.

Det er meget vigtigt, at den nye bymidte understøtter den mangfoldighed, som i forvejen findes i Odense.
Det gælder både arkitektur og byliv.

Området bliver grønt med beplantning på bygningernes tage og gavle.

Fra Gade til By står for den overordnede plan for hele området og for udformningen og anlæggelsen af alle byrum i de tre nye kvarterer. Det er også Fra gade til By, som bygger det underjordiske p-anlæg med plads til ca. 1000 biler.

Det er de private investorer, som står for byggerierne af de nye bygninger over jorden. Byggeriernes udseende og kvalitet skal dog leve op til bestemmelserne i områdets helhedsplan.

Du kan se og bladre i helhedsplanen her

Odeons Kvarter
Det nordligste kvarter har fået navnet Odeons Kvarter. En moderne og slank bebyggelse med et markant tårn på 17 etager bliver områdets vartegn. Kvarteret har det nye musik-, teater-, og konferencehus, Odeon, som nabo. Odeon er bygget af entreprenørfirmaet KPC på vegne af Odense Kommune.

Du kan læse mere om Odeon på husets hjemmeside.


Carl Nielsens Kvarter og Rosengade
Kvarteret ved Rosengade er bydelens primære beboelseskvarter med mange små passager og bygninger fra to til fire etager. De fleste lejligheder får egen altan eller terrasse og i familie-bofællesskabet, som bliver bygget op imod Rosenhaven, får beboerne også en fælles tagterrasse.



Lotzes Have
Haven omkring Fyrtøjet udvides markant og bliver den nye bydels grønne hjerte og en sand eventyrhave. Med inspiration fra den oprindelige apotekerhave anlægges en eventyrlig have med bløde stier, græshøje samt runde og ellipseformede spejlbassiner.

Haven skal passe sammen med det nye H. C. Andersen Eventyrhus, som Odense Bys Museer planlægger at bygge i forbindelse med H. C. Andersen Museet.

Albani Torv
Det sydligste område udgør bydelens største bebyggelse med sin placering tæt på rådhuset, Vestergade og Albani og Skt. Knuds kirker. Stueetagen kan f.eks. indrettes til en stor åben torvehal og butikker.



Ruinen
Den gamle ruin på I. Vilhelm Werners Plads er tænkt ind i den endelige løsning. Det er sket i dialog med Odense Bys Museer og Kulturstyrelsen.