Luk

Historisk
byomdannelse

Odense Kommune og Realdania gennemfører sammen et historisk byomdannelsesprojekt, der skal forvandle Thomas B. Thriges Gade fra trafikeret vej til et levende og mangfoldigt byområde.
30.000 biler kører hver dag på den firesporede Thomas B. Thriges Gade, som siden 1960'erne har skåret Odenses midtby over i to dele. Nu skal gaden lukkes for gennemkørende trafik og forvandles til et nyt attraktivt byområde. Den nye bydel skal binde Odense sammen igen og have fokus på byliv, mangfoldighed og bæredygtighed.  

På det ca. 51.000 kvadratmeter store areal, der i dag er dækket af vej,  skal et visionært byområde skyde frem og danne rammen om et levende og aktivt byliv. Det sker som et led i Odenses udvikling fra stor dansk by til dansk storby og skal være med til at trække endnu flere borgere og erhvervsdrivende til byen. 

Området skal bebygges med en blanding af boliger, butikker, restauranter og caféer. Fodgængere og cyklister skal have trygge ruter, den kollektive trafik skal opgraderes, og der skal gøres plads til en letbane. Der bliver etableret underjordisk parkering for biler, mens der i gadeplanet kommer torve og byrum, som giver plads til leg og udfoldelse. 

En international projektkonkurrence blev udskrevet i marts 2011 og tre ud af syv deltagende teams er i august 2011 blevet udvalgt til at gå videre i konkurrencen, som afsluttes i februar 2012. Vi glæder os til sammen med det vindende team, byens borgere og andre interessenter at skabe en ny attraktiv bydel i hjertet af Odense.